Kokken Thomas Herman er nærmest født i branchen med en far, der havde en kro. Men det var ikke alt, han ville gøre ham efter.
Thomas Herman har trådt sine barnesko i et køkken.
Hans far drev en kro, hvor der blev serveret gode, gamle danske klassikere. Da han blev ældre, fik han også arbejde der.
Jeg er vokset op på en kro. Mine bedsteforældre havde en kro, som min far overtog. Han er også uddannet kok. Der er jeg jo vokset op. Jeg kan jo huske min farmor stod i køkkenet. Det var jo wienerschnitzler og and og sådan noget. Men der har jeg trådt mine barnesko. Det har jo haft en stor betydning. Jeg arbejdede der, da jeg blev ældre og kunne begynde at vaske op. Så det har jo altid fyldt, fortæller han til BILLED-BLADET, der har sat ham i stævne i forbindelse med udgivelsen af kogebogen ”Kylling & kogekunst”.
Som ung tog Thomas Herman da også en beslutning om at blive kok, og det udmøntede sig i en flot karriere med roste restauranter.
Han endte dog med at tage sin karriere i en lidt anden retning, og det var til dels inspireret af sin far.
– Min far sagde altid til mig: ”Det, der er med kokke, er, at de arbejder sig ihjel og tjener ingen penge.” Jeg er jo vokset op med en far, der har været på arbejde, fordi han var selvstændig. Så jeg vidste godt, at sådan ville jeg ikke leve hele mit liv, fortæller han.
Annonce
– Jeg havde ligesom prøvet at have restaurant. Jeg havde prøvet at få Michelin-stjerner. Jeg havde prøvet det, jeg gerne ville. Jeg har en datter, der dengang var fire år, og jeg havde ikke lyst til, jeg skulle være væk på samme måde. Den restaurant jeg havde var en del af NIMB-komplekset dengang, og det gjorde, jeg kun var hjemme om søndagen. Sådan havde jeg ikke lyst til det skulle være, uddyber han.
Annonce
Da begyndte Thomas Herman at lave tv. Han startede som dommer i ”MasterChef”, men endte også med at lave et hav af DR-programmer med Puk Elgård, før han mere eller mindre stoppede på skærmen.
Nu har han stablet et arbejdsliv på benene, hvor der er meget mere frihed.
– Jeg har jo en frihed, der er fantastisk, og som jeg sætter meget pris på. Jeg har aldrig søgt penge. Jeg har ikke et stort hus på Strandvejen. Jeg kører ikke rundt i en Tesla. Jeg kører på en cykel. Det er en lejelejlighed, jeg bor i. Men den der frihed i at kunne sige, nu vil jeg skrive en kogebog, eller nu vil jeg holde foredrag. Samtidig med at jeg jo er dybt involveret i Summerbird, hvor jeg hjælper dem med at udvikle, fortæller han.