
Både op til og også efter beslutningen var taget, var Maia i tvivl, om hun havde truffet det rigtige valg i “Landmand søger kærlighed”.
Der var spænding lige til det sidste i tirsdagens udgave af ”Landmand søger kærlighed”, ligesom der også var mange følelser på spil. Årsagen var, at Maia Korsgaard skulle vælge, om hun ville invitere Oliver eller Jesper med videre på romantisk weekend.
– Jeg synes, det er det bedste afsnit af dem alle. Jeg havde mega mange tårer i øjnene, da jeg så det og var hele følelsesregistret igennem. Jeg både græd og grinte – på en god måde, fortæller Maia til BILLED-BLADET efter at havde set ugens afsnit.
Inden beslutningen skulle falde, havde hun været på solodates med både Jesper og Oliver. Der var rigtig god kemi på begge dates, hvor der både var håb om et kys og store følelser på spil.
Maginalerne afgjorde det
Hvis man som seer var i tvivl, om hvem Maia mon ville vælge, var det ingenting sammenlignet med, hvordan hun selv havde det på dagen.
Annonce
Det er klippet rigtig godt, for det viser, hvor splittet jeg var. Det var nede i marginalerne til sidst, og det var først i sidste øjeblik, jeg sagde til tilrettelæggeren, hvem jeg havde valgt, lyder det fra Maia.
Hun endte med at invitere Jesper med på romantisk weekend, og så blev der endelig kysset løs.
Oliver var det velkendte og nordjyske, og Jesper var alt det andet, forklarer Maia.
Annonce
Jesper bor på Sjælland, og Maia havde lige fra begyndelsen gjort det meget klart, at hun ikke ønskede et langdistanceforhold. Så hvis bejleren ikke var interesseret i at flytte op til hende, var hun slet ikke interesseret i at date ham. De potentielle udfordringer til trods var det Jesper, der trak det længste strå.
– Der er bare et eller andet over Jesper. Nogle gange møder du bare et menneske, hvor du ikke kan sætte ord på. Der er bare noget over dem, man bliver helt betaget af, som gør, at man ikke kan slippe dem. Jeg tror, det sker få gange i livet, og jeg oplevede det med Jesper. Jeg kan huske, da jeg åbnede hans brev, at det tegnede godt. Og da jeg så mødte ham, var det godt, vi skulle sidde ned, for benene rystede godt under mig. Hele hans aura og personlighed og alt var bare dragende, og jeg følte mig helt suget ind i hans univers. Der kan man virkelig sige, at jeg fik fejet benene væk under mig, og jeg havde ikke den samme følelse med Oliver, forklarer Maia.
Alligevel gik der et døgns tid, hvor hun stadig var i tvivl, om hun havde truffet det rigtige valg, fordi Oliver på kort tid var kommet til at betyde rigtig meget for hende.
Annonce
– Jesper begyndte at fortælle om nogle private ting, som satte tingene i et lidt andet perspektiv. Jeg kunne mærke, at det ikke lige var noget, han havde fået fortalt, og det ændrede tingene lidt, fortæller Maia.
Hvordan det er gået hende og Jesper, er endnu for tidligt at afsløre, men landmanden har rigtig meget at sige om Oliver, som ifølge Maia er en helt fantastisk person.
Annonce
Derfor gjorde det også ondt på hende, da hun måtte sige farvel.
– Det knuste mit hjerte rigtig meget, for som jeg siger i programmet, er Oliver 1 ud af 1000. Han er så godt et menneske, og han er så god og fantastisk og omsorgsfuld. At skulle såre en af hans slags, hvis man kan sige det sådan, det gør så ondt. Han er en af de gode. Der sidder mange kvinder derude, der ville give deres højre arm for at få Oliver. At skulle sige nej til en så fantastisk og god mand som ham og såre ham, det strider imod alt, hvad jeg står for, forklarer Maia, der måtte lade tårerne trille, da hun skulle give Oliver beskeden.
Annonce
– Som han sagde, havde han virkelig håbet at blive inviteret med. Det var hjerteskærende, og derfor blev jeg så ked af det. Jeg havde ingen ide om, at jeg ville komme til at græde. Det skete, da han kiggede på mig, fordi jeg vidste, jeg ville komme til at knuse hans hjerte.
Maia og Oliver bor kun cirka 35 minutter fra hinanden, og de har stadig kontakt.
– Der er intet ondt blod mellem os. Han hepper og er så god, forsikrer Maia.