Det er kun få måneder siden, at skuespilleren meddelte, at han var kræftfri. Men nu er han gået bort i en alder af 78 år.
Den irsk-newzealandske skuespiller Sam Neill er død i en alder af 78 år.
Nyheden er blevet delt af hans familie på Instagram, hvor de oplyser, at han er gået bort den 13. juli i Sydney, Australien.
Det var i 2023, at “Jurassic Park”-stjernen i sin erindringsbog afslørede, at han var syg med blodkræft, og at han skulle modtage kemoterapi resten af sit liv.
Tidligere i år kom dog den opløftende nyhed, at han var kræftfri.
Han udtalte i slutningen af april til mediet 7news, at han havde modtaget CAR-T-celleterapi.
– Jeg har lige fået foretaget en scanning, og der er ingen kræft tilbage i min krop. Det er helt ekstraordinært, sagde han i interviewet.
Dette omtaler familien også i opslaget, de har delt om Sam Neills død.
Annonce
“Tabet kom pludseligt og uventet, men familien finder trøst i, at Sam fortsat var kræftfri. De ønsker at udtrykke deres dybeste taknemmelighed over for personalet på St Vincent’s Private Hospital for den fantastiske omsorg, de ydede.”
Derudover meddeler familien, at de på et senere tidspunkt vil dele mere information om dødsfaldet, men de beder om, at deres privatliv respekteres, mens de forsøger at håndtere tabet.

Sam Neill i “Jurassic Park III”.
Foto: REUTERS/Universal Studios Handout/Ritzau Scanpix Danmark