
Som helt ung oplevede Anne Glad Wagner noget meget alvorligt. Hun glemmer aldrig mødet, der kunne have kostet hende livet.
Livsstilseksperten og tv-profilen Anne Glad Wagner undgik med nød og næppe en uhyggelig død som helt ung, og hendes mor spillede en væsentlig rolle i, at Anne ikke blev offer for en bestialsk morder.
Det var sommeren 1991, og Anne var lige blevet student og skulle til Paris som au pair efter ferien, så derfor skulle hun tjene nogle penge.
Anne fik job som markarbejder, og det betød, at hun hver morgen satte sig op på cyklen i det nordlige Odense, hvor hendes forældre boede, og cyklede syv kilometer til gården.
Efter nogle uger fik Anne Glad følgeskab af en mystisk fyr.
I et interview med Kristeligt Dagblad har hun fortalt denne historie, der kunne have kostet hende livet.
En mand, der var klædt i sort træningsdragt, fulgte efter hende de sidste fire-fem kilometer.
Næste morgen ventede han på Anne, og han bar igen den sorte træningsdragt fra sergentskolen.
Han talte med Anne og inviterede hende i biografen, men hun sagde nej tak, for hun havde en kæreste på det tidspunkt.
Samme aften fortalte Anne Glad sin mor om mødet med den sortklædte, karseklippede mand, der fulgte efter hende.
Det fik hendes mor til at reagere, og Annes mor begyndte nu i familiebilen at køre datteren til jobbet i marken.
Anne Glad var lykkelig for at slippe for den lange cykeltur.
– Nogle dage senere var jeg i biografen med den langhårede kæreste. Uden for biografen sad min bejler og stirrede på os. Næste morgen blev en ung kvinde fundet myrdet i en baggård. Bestialsk dræbt med utallige knivstik fra en lang jagtkniv, lyder det fra Anne Glad i Kristeligt Dagblads artikel.
Anne fortæller videre, at hun tog til Paris og glemte alt om manden.
Anne kunne have været morderens offer
Alt var glemt, indtil hendes forældre samme vinter besøgte hende i Paris og fortalte, at manden, som havde fulgt efter deres datter på cykel i sommeren, var blevet fængslet.
Efter at have myrdet den unge kvinde i baggården tog han til Fremmedlegionen, men vendte kort efter tilbage til Danmark, hvor politiet anholdt ham og sigtede ham for drabet.
Han forklarede under afhøringen, at han ofte gik i biografen, og at han som regel medbragte sin kniv.
Siden har Anne Glad tænkt meget over, at det var skelsættende for hende, at hun fortalte sin mor om manden.
Det har givet hende en klippefast tro på sin egen intuition og på at handle efter den.
– Vigtigere endnu, så har forløbet udstyret mig med en sikker fornemmelse af, at jeg er heldig. Nogen holdt hånden over mig, lyder det fra Anne, hvis skytsengel den sommer var hendes mor.