Kong Harald er død, og selvom beskeden var ventet på grund af kongens alvorlige sygdom, så gør den ondt dybt ind i hjertet. Og tårerne triller for Harald – og for Sonja, Haakon og Ingrid, som hver især nu skal bære faklen og pligterne videre på skuldrene af deres mand, far og bedstefar.

At skulle være til stede mellem den kongelige pligt og den private sorg er en balance, som kommer med deres job. Men det gør ikke den menneskelige tab af en ægtemand, en far og en bedstefar mindre smertefuldt.

Vi, der har fulgt med i kong Haralds liv i de seneste årtier, véd hvor stor en rolle, han har spillet, og vi ved, hvor meget han betød både indenfor og udenfor familien.

Han var den rolige hånd på rattet i medgang og modgang, og han var en solid og næsten magisk samlingskraft som med sit glimt i øjet, sin varme lune og altid respektfulde og ligefremme tilgang til … ja, alt … uanset hvor svært eller umuligt det var, fik tingene til at virke lidt nemmere, lidt mindre strabadserende og dermed også mulige at komme igennem.

Kong Harald var elsket af nordmændene og af sin familie, og hans forelskelse i dronning Sonja og deres efterfølgende ægteskab, er der lavet både tv-serier og dokumentarer om, fordi den var så enestående en kærlighedshistorie.


Kong Harald var familiemenneske med stort F og bedstefar med stort B. Han elskede sine børn, bakkede sine svigerbørn op – og havde et varmt og tæt bånd til sine børnebørn, ikke mindst Haakons datter, Ingrid Alexandra, som han vidste en dag skulle følge efter ham og derefter Haakon på tronen. Og det smeltede mit hjerte, da Ingrid holdt en blændende tale på sin 18-års fødselsdag og talte direkte, varmt, humoristisk og kærligt, til Bedstefar.

Nu skal Sonja, Haakon, Ingrid, resten af familien, de kongelige kolleger, nordmændene og alle vi andre vænne os til, at kong Harald ikke er mere.

Kongen er død. Leve Kongen. Et nyt kapitel er startet med kong Haakon VIII i spidsen.