
Dronning Margrethe har denne uge været på sit eget private sommertogt ombord på Kongeskibet Dannebrog.
Foto: Kongehuset
Et opslag på Facebook afslører, at dronning Margrethe snart afslutter sit private sommertogt med Kongeskibet Dannebrog.
Denne uge har dronning Margrethe nydt Danmark fra vandsiden.
Tidligere på ugen afslørede kongehuset, at dronningen var på “uofficiel sejlads i de danske farvande” med Kongeskibet Dannebrog, som kong Frederik i disse dage har stillet til rådighed for sin mor.
Dronning Margrethe har blandt andet sejlet under Dronning Margrethe II’s Bro, der går over Storstrømmen, og dermed fik hun set den bro, der bærer hendes navn, da hun måtte melde afbud til indvielsen grundet sit helbred.
Torsdag var dronningen i Nyborg, og ifølge Vesselfinder har Kongeskibet Dannebrog lige lagt til i Aarhus.
Det vides ikke, om dronningen er med Kongeskibet Dannebrog i den jyske by, men sikkert er det i hvert fald, at hendes ophold på det kongelige fartøj snart er slut.
På Facebook afslører Destination Sønderjylland nemlig, at Kongeskibet Dannebrog lørdag den 4. juli klokken 10 ankommer til Slotskajen i Sønderborg, hvor det bliver liggende frem til den 27. juli.
Der nævnes ikke, om der vil være nogle kongelige ombord, så om dronning Margrethe allerede har afsluttet sit private sommertogt, eller om sidste destination bliver Sønderborg, står i skrivende stund hen i det uvisse.