
Kronprinsens 21-års fødselsdag trækker også overskrifter i udlandet.
De nye billeder af kronprins Christian har ikke kun fået opmærksomhed i Danmark.

Udenlandske medier har i stor stil også omtalt kronprinsens 21-års fødselsdag og de offentliggjorte gallaportrætter af landets kommende konge, hvor han for første gang er iført Den Kongelige Livgardes røde gallauniform.

De store tyske royale medier og nyhedssider dækker fødselsdagen og har generelt store roser til kronprinsen.

Bunte udråber portrætterne til at være imponerende og skriver under overskriften “Palast veröffentlicht neue Porträts von Kronprinz Christian”, hvordan han stråler i sin rød-blå gallauniform.
Stern forklarer de tyske læsere, hvordan kong Frederik har givet sin søn Storkommandørkorset i fødselsdagsgave – en sjælden ære.
Norske SE og HØR omtaler også fødselsdagen og viser de tre nye billeder.
Britiske Tatler bruger de flotte gloser “En kommende konge: Kronprins Christian af Danmark markerer sin 21-års fødselsdag med flotte, nye militærportrætter”, mens Hello! ønsker kronprinsen tillykke med følgende ord “Det danske kongehus har udgivet fantastiske nye gallaportrætter for at markere den særlige begivenhed”.