“Men huset har jo stået tomt i lang tid?”
“Ja,” svarede manden.
“Min søn døde for mange år siden.”
Pigen vidste ikke, hvad hun skulle sige.
Den ældre mand kiggede ned på papirposen.
“Den sidste dag, han var her, lovede jeg ham, at jeg ville komme med morgenmad hver morgen.”
Han smilede svagt.
“Dengang troede jeg, at jeg kun skulle gøre det i nogle få dage.”
“Men efter han døde, fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne stoppe.”
Pigen kiggede på det lille stykke papir ved siden af brødet.
“Hvad står der?” spurgte hun.
Manden rakte papiret til hende.
Der stod kun én sætning:
“Far holder stadig sit løfte. Her er din morgenmad.”
Pigen blev helt stille.
Fra den dag af gik den lille pige med den ældre mand hver morgen hen til det gamle hus.
Og brødet blev stadig lagt foran døren.
Ikke fordi nogen ville åbne døren og spise det.
Men fordi nogle løfter aldrig forsvinder.
Og nogle gange er det at holde et løfte til en, der ikke længere er her, den eneste måde at lade kærligheden leve videre på.
