
Fundet forslået i hus
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Midt- og Vestsjællands Politi blev kort efter klokken to natten til søndag tilkaldt til et hus i Havdrup ved Solrød.
Her fandt betjente en 59-årig mand kraftigt forslået.
Kort efter kunne betjentene konstatere, at manden var afgået ved døden.
Meldte sig selv
Politiets indledende efterforskning pegede på en 19-årig ung mand som mulig mistænkt.
Han meldte sig selv til politiet i Roskilde klokken halv fire søndag morgen.
Han er nu sigtet for drab.
Der pågår fortsat en omfattende efterforskning for at klarlægge, hvad der gik forud for, at den 59-årige afgik ved døden.
På nuværende tidspunkt forventes det, at den 19-årige skal fremstilles i grundlovsforhør søndag eftermiddag.
Midt- og Vestsjællands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger til sagen.