
Jonas Vingegaard måtte udgå af årets Tour de France efter et styrt på 15. etape, hvor han brækkede kravebenet efter en tur i asfalten.
Dermed bristede den danske cykelstjernes (og de danske cykelfans) drøm om endnu et topresultat i Touren.
Ifølge det franske sportsmedie L’Equipe rejste Jonas Vingegaard mandag tilbage til Danmark:
– Den dobbelte Tour de France-vinder forlod sine holdkammerater mandag kort før middag for at flyve til Danmark. Han skal opereres for sin skade og komme sig sammen med sin familie, skrev mediet mandag.

Tirsdag giver Team Vismas sportsdirektør, Marc Reef, så endnu en status på Jonas Vingegaards tilstand.
Til TV 2 Sport fortæller sportsdirektøren, at Jonas Vingegaard er kommet hjem til Danmark, og at han efter planen skal opereres i dag tirsdag.
– Jeg hørte fra ham i går, før han tog hjem. Han havde stadig en del smerter i kravebenet, og han var virkelig skuffet over, at han skulle forlade Tour de France, fordi han har arbejdet benhårdt hele året gennem løb og træning, fortæller sportsdirektøren til TV 2 Sport.