
Mandag til onsdag efter efterårsferien er kongeparret værter for det vietnamesiske præsidentpar, der kommer på statsbesøg.
Dronning Mary og fru Ngô Phương Ly besøger tirsdag den 20. oktober Gro Spiseri, der ligger i et drivhus på taget af ØsterGro på Østerbro.
I løbet af besøget vil der være en introduktion til stedets meget populære koncept, og der bliver naturligvis tid til en rundvisning på tagfarmen efterfulgt af frokost i drivhuset.
ØsterGro blev etableret i 2014 som Danmarks første bytagfarm.
Her dyrkes økologiske grøntsager, urter og blomster.
Gro Spiseri skaber sæsonbaserede menuer på afgrøder fra taget og råvarer fra lokale producenter.Det er i stigende grad blevet in at afholde private begivenheder på taget hos ØsterGro i Æbeløgade, som er en central del af Klimakvarteret på Ydre Østerbro i København.Området er udpeget som Københavns første klimatilpassede bydel.
Formålet er at fremtidssikre kvarteret mod skybrud og kraftig regn ved at omdanne traditionelle asfalterede gader til grønne naturzoner, der kan opsuge og lede regnvand væk.
I drivhuset hos ØsterGro finder man Gro Spiseri, som danner rammen om langbordsmiddage, men også for private arrangementer som for eksempel dronningen og præsidentfruens frokost.Menuen er økologisk og sæsonbaseret og sammensættes ud fra råvarer fra lokale økologiske producenter og skånsomt fanget fisk.
Urter, blomster og honning fra ØsterGro indgår desuden.
Maden, Mary og præsidentfruen skal smage, tager udgangspunkt i det danske efterår.
I spiseriet serveres vin, lokalt brygget øl og sæsonbaserede juicer.