
“Indefra med Anders Agger – Gaden i Grenaa” er slut, men heldigvis kun for denne gang. Tv-værten afslører nu, at der kommer to programmer mere.
Gennem mange år er der blevet lavet mange ”Indefra med Anders Agger”-programmer, og nu har tv-værten skabt endnu en seersucces.
De seneste uger har man kunnet følge ham på tv-optagelser i Fredensgade i Grenaa, hvor kommunen har samlet en række udsatte borgere, der kæmper med blandt andet misbrug og psykisk sygdom.
Medvirkende som Kristian, Torben og Knud Erik er gået lige i hjerterne på seerne, og selv om programmet er slut, afslører Anders Agger nu, at der er mere på vej.
”For første gang i INDEFRAs lille historie har vi bestemt os for, at vi vil følge op på vores medvirkende og de foreløbig fire programmer, der sluttede i mandags med en frankfurter på Vejlby Stadion. Henover sensommeren vil vi forsøge at følge Kristian, Torben, Knud Erik og de mange, der har deres liv og arbejde i gaden igen, til to nye programmer. Og der er allerede sket en del, siden vi forlod gaden i midten af maj”, afslører Anders Agger på Facebook.
Han oplyser, at de to nye programmer efter planen bliver sendt til november.