
Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt ser frem til flere store fejringer i år.
Helle Thorning-Schmidt var i strålende humør, da hun dukkede op til gallapremieren på ”The Devil Wears Prada 2” i København.
Den tidligere statsminister deler til daglig livet med ægtemanden Stephen Kinnock, og hun afslørede, at 2026 byder på store fejringer i familien.
- Ja, der er masser af ting. Jeg har lige haft 30-års bryllupsdag med Stephen, min ældste, Johanna, fylder 30, og jeg selv fylder 60 i år. Vi skal holde en stor fest, og det kommer vi til, fastslog Helle Thorning-Schmidt, da BILLED-BLADET mødte hende.
To runde fødselsdage
Datteren Johanna fylder 30 år i oktober, men Helle Thorning-Schmidt selv runder det skarpe hjørne den 14. december 2026.
- Jeg har det rigtig godt med at fylde 60, og jeg glæder mig meget til det. Jeg glæder mig til at fejre mig selv og til at holde en god fest, udbrød hun med et smil og tilføjede:
- Jeg synes, det er et ret specielt år på mange måder. Jeg er også lige startet på min nye Podimo-podcast ”Styr på verden”, som er vildt spændende at lave, så det har jeg også optur over!
Helle Thorning-Schmidt har siden 1996 været gift med den britiske politiker Stephen Kinnock. Parret har to børn sammen, Johanna og Milo.