
Familie og venner siger et sidste farvel til biskop Erik Norman Svendsen, når han begraves den 1. september.
Det fremgår af Københavns Stifts hjemmeside, hvor de oplyser, at biskoppen begraves fra Garnisonskirken i København den første dag i september kl. 11.Erik Norman Svendsen var biskop over Københavns Stift i 17 år, hvor han blandt andet viede det daværende kronprinspar, nuværende kong Frederik og dronning Mary, i Vor Frue Kirke i 2004.
Senere blev Erik Norman Svendsen den kongelige families præst og sjælesørger, da han i 2008 indtrådte som kongelig konfessionarius. Et hverv han bestred indtil 2018, hvor han gennem årene spillede en central rolle under flere kongelige familiebegivenheder, heriblandt barnedåb, konfirmationer samt prins Henriks bisættelse i 2018.
Efter dødsfaldet har kongeparret sendt de varmeste tanker til Erik Norman Svendsens efterladte.
– Kongeparret har modtaget den triste meddelelse om tidligere kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsens død, og Deres Majestæter sender deres varmeste tanker og medfølelse til de efterladte, oplyste kongehusets kommunikationsafdeling i en mail til Ritzau.
Erik Norman Svendsen sov stille ind mandag efter kort tids sygdom, 85 år gammel.
Ifølge Københavns Stift efterlader han sig sin hustru Margit Svendsen, børnene Julie Norman Bach og Thomas Norman Svendsen og svigerdatter Narcisa Svendsen samt børnebørnene Lukas, Emma, Hannah, Mia og oldebørn.