Personbil og varebil stødte ifølge politiets indledende undersøgelser frontalt sammen nord for Aarhus fredag.

Det er en 24-årig mand, der er afgået ved døden i den alvorlige færdselsulykke på Kaløvej nord for Aarhus fredag aften, hvor en varebil og en personbil stødte sammen.
Det skriver Østjyllands Politi fredag aften på meddelelsestjenesten Politi Update.
Yderligere to personer er blevet bragt til hospitalet til behandling. Ingen af dem har alvorlige skader, fortæller Chris Mose, der er vagtchef ved Østjyllands Politi, natten til lørdag til Ritzau.
Frontalt sammenstød
Politiets indledende undersøgelser tyder på, at personbilen og varebilen stødte frontalt sammen, hvorved begge køretøjer kørte af vejen.
Den afdøde mand var fører af personbilen, hvor en 30-årig mand var med som passager. Føreren af varebilen var en 25-årig mand, fortæller Chris Mose.
De pårørende til den 24-årige mand er underrettet.
De første meldinger
Den første melding fra Østjyllands Politi omd en alvorlige ulykke kom på Politi Update fredag klokken 18.13.
– Vi er i øjeblikket til stede med flere patruljer på Kaløvej umiddelbart vest for Krajbjerg i forbindelse med et alvorligt færdselsuheld mellem en varebil og en personbil. Redningsberedskabet arbejder ligeledes på stedet, lød det i meldingen.
Her lød det fra vagtchefen, at der var mindst to tilskadekomne, men politiet uddybede ikke nærmere.
– Vi kan kun konstatere, at det er alvorligt, sagde vagtchefen.
Kaløvej blev spærret som led i politiets arbejde på stedet, men blev åbnet for biltrafik igen inden klokken 22.
Bilinspektør tilkaldt
I forbindelse med ulykken blev en bilinspektør tilkaldt.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
Bilinspektørens arbejde
Bilinspektøren tilkaldes til ulykker med stor materiel skade, alvorlig tilskadekomst og dødsulykker.
En bilinspektør arbejder meget systematisk og teknisk på et ulykkessted. Opgaven er ikke at ‘gætte skyld’, men at rekonstruere hændelsesforløbet så præcist som muligt ud fra fysiske spor, køretøjer, teknik og skader.
Bilinspektøren går normalt først i gang med sit arbejde, når den livreddende indsats er overstået og kvæstede personer er bragt bort.
Han skaber først det store overblik over stedet. Bagefter dokumenteres alle oplysninger gennem opmålinger og fotograferinger.
Ulykkesbilernes beskaffenhed er ofte største kilde til opklaringen af en ulykke. Arbejdet sker i tæt samarbejde med politi og læger. Det kan tage flere måneder at udarbejde en rapport.
Rapporten bruges blandt andet til at placere et eventuelt ansvar for ulykken.