Det var under Julie Ølgaards graviditet med sit andet barn, datteren Roxy, at hun først lagde mærke til forandringen hos sin mor.

Hun ændrede bare personlighed. Hun blev lidt diffus og kunne finde på bare at gå lige pludselig. Det kunne hun aldrig finde på før. Der var noget ved hendes empati, der forandrede sig. Der var også noget med hendes pli og hvordan hun opførte sig blandt andre mennesker. Hun blev mere sky. Hun har altid været kæmpe social, men nu kunne hun pludselig ikke overskue at ringe til sine venner. Det var sådan nogle ting, som var så atypisk hende, fortæller Julie Ølgaard om den svære tid i ALT for damernes podcast Skål Søster.

Da hendes mor kom til lægen stod det klart, at hun led af frontallapdemens, og den udviklede sig desværre meget aggressivt. For Julie Ølgaard var det forbundet med stor afmagt at se sin mor forsvinde for øjnene af sig.

Jeg tænkte ”det er simpelthen løgn.” Min mor boede i USA med sin mand i mange år, men nu var hun flyttet hjem og havde glædet sig til at være sammen med børnebørn. Det måtte bare ikke ske. Det var en stor afmagt for mig, og jeg begyndte at undersøge, om der var nogle alternative behandlingsmuligheder og hvad man kunne gøre, men vi fik bare at vide, at der ikke kunne gøres noget. Det syntes jeg, var virkelig svært, samtidig med at se, at det menneske, du elsker allerhøjest, bare smuldrer for øjnene af dig.

Nye indsigter

I efteråret 2024 gik Julie Ølgaards mor bort, og i tiden efter fulgte en stor sorg. 

Samtidig var Julie Ølgaard nu blevet mor til to, og i den forbindelse fik hun flere nye indsigter om sin egen mor, selvom hun nu ikke længere var her. Og det er både noget, hun værdsætter højt, men som hun også ville ønske, hun kunne dele med sin mor.

Jeg forstod, hvordan hun kunne rumme mig som barn. Jeg kan nogle gange godt tænke tilbage og tænke, hvordan hun dog har fundet sig i mig som teenager, der bare rasede derudaf. Og det tror jeg, jeg forstår meget mere nu, hvor jeg selv er blevet mor, siger Julie Ølgaard og fortsætter:
Men det er jo også noget af det, som jeg har synes er svært, for der er så mange ting, jeg forstår nu, hvor jeg selv er blevet mor, som jeg gerne vil snakke med hende om. Og jeg vil gerne give hende et kæmpe kram og sige tak og ”I get you!” Og så fylder det også meget, at jeg simpelthen så gerne ville have, at mine børn havde kendt hende. Min dreng Cooper nåede lige at have to år med hende, inden hun blev syg. Men Roxy nåede det jo ikke rigtigt, og det er jeg vildt ked af. Jeg er vildt ked af, at selvom vi taler meget om hende, og jeg gør meget ud af, at mormor stadig er med os, så kommer de jo aldrig til at have kendt hende. Og det synes jeg, at både de og hun fortjente.

Tabet af storebror

Efter sin mors død har Julie Ølgaard også fået et nyt perspektiv på tabet af sin seks år ældre storebror, Rasmus, som familien mistede i en bilulykke, da Julie Ølgaard var bare 12 år gammel.

Jeg ville gerne have forklaret hende, at jeg først nu, hvor jeg selv har børn, bedre forstår det tab hun havde, da Rasmus døde, og den smerte, jeg altid kunne se i hendes øjne, når vi talte om ham. Jeg kommer forhåbentligt aldrig til 100 procent at forstå den, men jeg forstår først den kærlighed, hun havde til mig og ham, fordi jeg selv har fået børn nu. Og det ville jeg gerne snakke med hende om.

Heldigvis har Julie Ølgaard en oplevelse af, at selvom hun ikke nåede at tale med sin mor om alt, så nåede hun at sige de vigtige ting.

Jeg føler, hun vidste, at jeg var stolt af hende og at jeg elskede hende overalt på jorden, og at hun var verdens bedste mor for mig. Det er jeg ikke i tvivl om, at hun vidste, og det er det vigtigste for mig.