Politiet har anholdt en 19-årig mand, der kædes sammen med overfaldet på en 24-årig kvinde ved Riis Skov. Den 19-årige mand er sigtet for forsøg på voldtægt.

Østjyllands Politi har netop anholdt en 19-årig mand i sagen om overfald i Riis Skov i Aarhus.
Det oplyser politiet til TV2 Østjylland.
Manden er blevet anholdt klokken 17.26 onsdag eftermiddag, kort inden TV2 Østjyllands udsendte medarbejder taler med politiet.
DNA-match
Den 19-årige er ifølge politiet fundet ved hjælp af et DNA-match.
– Vi har fået en henvendelse fra vores retsgenetiske afdeling om, at der er et DNA-match, som betyder, at vi har kunnet knytte gerningsmanden til den hændelse, der skete den 27. september, siger Flemming Nørgaard, der er efterforskningsleder på sagen.