
Traditionen tro var kong Frederik og dronning Mary med til Folketingets åbning den første tirsdag i oktober.
Demokratiets største festdag havde som altid kongelig deltagelse, da et nyt folketingsår blev skudt i gang.
Kort før klokken 12 ankom prinsesse Benedikte, kong Frederik og dronning Mary til Christiansborg i anledning af Folketingets åbning.
Da dronning Mary trådte ud af Store Krone, var det tydeligt, at der var tænkt nøje over alle detaljerne i hendes stilrene look. Således var hun klædt i bordeaux fra top til tå.Det todelte sæt bestående af en midinederdel med slids bagpå og en struktureret peplumjakke med bælte er kreeret af franske Roland Mouret. Hele sættet er lavet af uld og silke.

Looket blev fuldendt af hårpynt i den samme vinrøde nuance samt et par skyhøje stiletter med en diskret slingback-effekt på hælen.
Sættet var ikke det eneste franske, som dronning Mary bar ved Folketingets åbning.Hun havde nemlig også valgt en farverig vintagebroche fra Christian Dior. Den guldbelagte broche med turkiser og røde sten er fra 1964. Dronning Mary bar den for første gang i april 2025, da hun og kong Frederik var på statsbesøg i Frankrig.