
Arrangementet var ikke helt, som det plejer, da årets julemærke mandag blev præsenteret på Københavns Rådhus.
Greve Ingolf og grevinde Sussie var helt i front, da årets julemærke blev afsløret ved et arrangement på Københavns Rådhus.
Greveparret, der gennem mange år har været engageret i julemærkehjemmenes arbejde, sad nemlig ved hovedbordet lige foran scenen.
Dronning Mary plejer som protektor for julemærkehjemmene at være med til afsløringen, men hun havde ikke mulighed for at deltage i år.
Og det var ikke det eneste, der var anderledes, fortæller BILLED-BLADETs udsendte Ulrik Ulriksen, der også har deltaget ved julemærkeafsløringen tidligere år.

Greveparret fik en snak med Anne Glad Wagner og kunstneren bag årets julemærke, Martin Jørgensen.
Foto: Hanne Juul
Julemærkeafsløringen fandt som altid sted i Festsalen på Københavns Rådhus, men i år var salen arrangeret på en helt anderledes måde.
Scenen stod midt i salen i stedet for i den ene ende, og alle deltagerne sad ved runde borde i stedet for på rækker. BILLED-BLADETs udsendte fortæller, at det gav arrangementet en hyggeligere og mere intim stemning – og var et friskt pust!
Om den nye stil fortsætter til næste år, hvor dronning Mary forhåbentlig er med igen, vil tiden vise!

Greve Ingolf og grevinde Sussie foran årets julemærke, der har fået titlen ”De bedste gaver kan ikke pakkes ind”.
Foto: Hanne Juul