
Tallulah Willis sagde ja til Justin Acee den 8. august.
712 timer.
Så lang tid tog det at lave Tallulah Willis’ brudekjole, der var kreeret i silke og blandt andet bestod af organza-blade, et overdådigt, draperet slæb og en sløjfedetalje på bagsiden.
Den 32-årige kendis, der er den yngste fælles datter af Bruce Willis og Demi Moore, blev gift med Justin Acee den 8. august i Idaho.
Det skriver Vogue, som var med til Tallulah Willis’ sidste prøvning af drømmekjolen, der er designet af Balenciagas kreative direktør, Pierpaolo Piccioli. Kjolen er blandt designerens eneste bryllupskreationer under det luksuriøse brand.
Ifølge Vogue, som også bringer en masse billeder, var Demi Moore med, da hendes datter skulle prøve sin brudekjole ugen inden brylluppet. Det samme var Rumer og Scout Willis, der er storesøstre til Tallulah.
Det vides endnu ikke, hvem der var med til selve brylluppet og dermed heller ikke, om Bruce Willis var blandt gæsterne.
For fire år siden afslørede Bruce Willis’ familie, at “Die Hard”-stjernen var blevet diagnosticeret med afasi. Han trådte derfor ud af rampelyset og stoppede sin karriere.
I begyndelsen af 2023 meddelte familien, at Bruce Willis’ tilstand havde udviklet sig til frontotemporal demens, og sidenhen er helbredet kun blevet værre.
Sidste år måtte hans hustru, Emma Heming, træffe en svær beslutning, der betyder, at Bruce Willis nu bor i et enetages hjem, hvor han får hjælp døgnet rundt.