
Kongefamilien har i dag besøgt prinsesse Isabella på Antvorskov Kaserne, og i den forbindelse er det blevet afsløret, hvilket navn hun har fået i militæret.
Prinsesse Isabella har siden den 3. august aftjent sin værnepligt på Antvorskov Kaserne i Slagelse, men denne søndag fik hun herligt besøg hjemmefra.
Der har nemlig været besøgsdag på Gardehusarregimentets kaserne, og i den anledning kom både kong Frederik, dronning Mary, kronprins Christian, prins Vincent og prinsesse Josephine forbi for at hilse på Isabella.
Efterfølgende har kongehuset delt en række billeder fra besøgsdagen, og på flere af disse afsløres noget, der indtil i dag ikke har været fremme i offentligheden. Nemlig prinsesse Isabellas navn i militæret.
Det er som bekendt tradition, at man får navn, efter den by man kommer fra, men når man er kongelig er det lidt anderledes.
Da kronprins Christian var i Gardehusarregimentet fik han navnet “Trekroner”, men det samme er ikke tilfældet for Isabella.
Annonce
For som man kan se herunder har hun fået navnet “Fredensborg”. Hvert år bruger kongefamilien mange måneder på Fredensborg Slot, så det er ikke så overraskende, at hun har fået lige netop dette navn.