Lina Rønne havde ikke mere at give af efter semifinalen, og hun er stadig ikke helt kommet sig efter det intense bageeventyr

I otte programmer har hun underholdt seerne med sit gode humør og imponeret dommerne med sin bagekunst.
Semifinalen blev dog endestationen for 26-årige Lina Rønne, men det havde hun det ganske fint med.
– Jeg var lidt kørt død i det på det tidspunkt. Jeg syntes ikke, det var særlig sjovt mere, så jeg var mere lettet, end jeg var noget andet, fortæller hun til SE og HØR.
I ugevis havde alt drejet sig om at lave opskrifter, kæle for finish og gøre det hele på tid under maksimalt pres to gange hver uge.
– Det har taget hårdt på mig. Det var sjovt at være med, men det var også utrolig intenst at være i det der telt. Det føltes lidt ligesom at være på et tog og så bare holde fast med neglene, beskriver hun.
Hun kan slet ikke forstå, hvordan de andre deltagere med børn og fuldtidsjob har kunnet overskue den krævende periode.
Annonce
– Jeg dedikerede al min tid til det. Jeg var måske også lidt en pylrefis omkring det, men jeg synes, det tog alt.
Stjal nattesøvnen
Udover tre mesterbagerforklæder går hun derfra med en personlig udvikling, der har lært hende nye ting om sig selv. Bl.a. at hun er en hård nød at knække.
– Jeg var ikke knækket i semifinalen – jeg kunne godt have taget finalen med. Jeg kan sgu godt tage noget pres, og jeg har en meget god fornemmelse af mig selv, hvornår det er for meget, og hvornår jeg godt kan tage et par takker mere.
Annonce
– Men jeg var der, hvor jeg havde svært ved at sove om aftenen. Og jeg spiste ikke det, jeg skulle i løbet af en dag – fordi jeg havde stress, fortæller hun.
Da Lina kunne forlade bageteltet som en fri fugl, lagde hun pludselig mærke til bladene på træerne igen, og hun kunne se udefra, hvor altopslugende kage var for sine finalevenner.
– Mellem semifinalen og finalen besøgte jeg Asger, og han havde lavet et forsøg på sin finalekage, og det var det eneste, vi kunne snakke om.
Annonce
– Det var sådan: “Hvordan går det med Arthur?” (Asgers kæreste, red.) “Du kan spørge ham, når han kommer hjem. Hvordan synes du med smagene her?” Det var det eneste, der blev snakket om, og det eneste, der gik igennem hovedet på en, fortæller hun og ler.
Efter bagedysten skulle hun bare ud og mærke livet igen og holdt en lang pause fra bagning. Hun er dog fortsat mærket efter den intense periode.
Annonce
– Jeg tror stadig, at jeg prøver at finde tilbage til mig selv. Jeg er stadigvæk lidt rundt på gulvet, og jeg føler, at jeg har været i et eller andet mærkeligt limbo, hvor jeg går og venter på, at der sker noget, og så sker der ikke noget, og så er jeg sådan, nå…
Så jeg ved ikke helt, om jeg helt er der endnu, men jeg har da fået min kreative kagelyst – tilbage.
Selv om det var en hård omgang, ville hun gøre det hele igen, hvis hun fik muligheden.
– Ja, det ville jeg nok.