
Dronning Mary mindedes med stor glæde de mennesker, hun mødte under sin rejse til Nigeria sidste år, da hun tirsdag talte om en sag, der står hendes hjerte meget nær.
Det var en spændt og entusiastisk dronning Mary, der tirsdag deltog i det første statusmøde om ”The 10 Million Safer Births Initiative” i Udenrigsministeriet i Eigtveds Pakhus i København.
Her indledte hun med smittende energi mødet med at understrege vigtigheden af initiativet, der skal minimere mødredødelighed og gøre fødsler sikre, i første omgang i Etiopien, Tanzania og Nigeria.
Og det var netop under sit besøg i Nigeria sidste år, at initiativet officielt blev meldt ud, samtidig med, at dronningen meldte ud, at hun ville være protektor for projektet de næste tre år.
Under mødet tirsdag var det tydeligt, hvor meget de mennesker, hun mødte på sin rejse til Afrika, havde gjort indtryk på hende og rørt hende.
Bag ”The 10 Million Safer Births Initiative” står FN’s Befolkningsfond (UNFPA) og den danske NGO Maternity Foundation.
Initiativet er desuden støttet af den danske regering og Gates Foundation.
Hvert andet minut dør en kvinde af årsager relateret til graviditet eller fødsel.
70 procent af dødsfaldene finder sted i Afrika syd for Sahara.
”The 10 Million Safer Births Initiative” bygger på en konkret og ambitiøs målsætning om at give op mod 10 millioner kvinder adgang til en mere sikker fødsel inden udgangen af 2030 på tværs af Afrika syd for Sahara.
Under statusmødet blev der fremlagt positive resultater fra de tre involverede afrikanske lande.
Dronningen, som er protektor for både UNFPA og Maternity Foundation, har gennem næsten to årtier engageret sig i kampen for piger og kvinders sundhed og rettigheder.