En gruppe demonstranter luftede fredag formiddag deres utilfredshed på Amalienborg Slotsplads.
Fredag formiddag modtog kong Frederik Kinas udenrigsminister Wang Yi på Amalienborg.
Af den kongelige kalender fremgår det, at mødet fandt sted klokken 10:30 i Frederik VIII’s Palæ.

Men kongens audiens med den kinesiske udenrigsminister er ikke faldet i god jord hos alle.
Billeder fra Amalienborg Slotsplads viser således, at en gruppe demonstranter fredag formiddag trodsede regn og blæst for at lufte deres utilfredshed.
Demonstranterne bar blandt andet Tibets flag og bannere, hvor der stod “Stop det onde kinesiske kommunistparti”.
Konflikten mellem Tibet og Kina strækker sig helt tilbage til 1950, hvor Kina annekterede Tibet.
Kina betragter Tibet som en integreret del af landet, mens mange tibetanere er af den overbevisning, at området historisk har været uafhængigt.