
Thomas Helmig instruerede flere gange publikum i at klappe på to og fire.
Thomas Helmig havde til tider det hele i sin hule hånd, da han fredag aften indtog Royal Arena til den første af weekendens to koncerter med storcharmøren fra Aarhus.
Kvinderne, der døjer med svedeture om natten, deres veninder, deres døtre og de mænd, der mere eller mindre frivilligt var hevet op af sofaen, overgav sig i perioder, når de helt store Helmig-bangere bragede ud af instrumenterne på det velspillende band.
Men – vi skulle en time hen i koncerten, før publikum sådan for alvor overgav sig. Altså da de helt store Helmig-bangere bragede ud af højtalerne i den udsolgte arena.
Brug stemmen
Der var ikke sparet på noget på den gigantiske scene i midten af Royal Arena. Der var skærme så store som en østjysk mark og et lysshow af rang.
Sammen med sit velspillende band havde Helmig slået sig ned i midten af Royal Arena. Foto: Per Lange
Det hele spillede, da Thomas Helmig lagde ud med ‘Groovy Day’, ‘Giv mig din mund’ og ‘Dybt inde i mit hjerte’, der blev elegant og topaktuelt præsenteret.
– Vi bor i et dejligt land. Et frit land. Vi har alle en stemme, som jeg synes, at vi skal bruge den til at synge i aften. Jeg kan mærke mig selv. Jeg kan mærke jer. Jeg kan mærke det dybt inde i mit hjerte, sagde han og satte bandet i gang.
Hyldest til Hugo
Thomas Helmig har skrevet et helt album dedikeret til sin søn, Hugo Helmig, der gik bort i 2022 – bare 24 år grammel.
Derfor er sorgen og savnet blevet en del af hans historie og hans musikalske fortælling.
Publikum var mere til fest end rørende sange fredag aften. Foto: Per Lange
Det ældgamle nummer ‘Du må aldrig gå fra mig’ og ‘Sortedam’ fra albummet af sammen navn fra 2024 var en direkte hyldest til Hugo.
Fint og rørende udført. Det var bare som om, at publikum hellere ville holde fredagsfest, og under det rolige moment af koncerten udbrød småsnakken, mens folk ventede på, om Thomas Helmig ville sige ord om sin søn.
Det blev ved sangene.
Bankede på og kom ind
Vi skulle altså halvvejs hen i koncerten i den to timer og fem minutter lange koncert, før den 61-årige aarhusianer fik fat i siddepladserne bagest i arenaen.
Det skete til ‘Det mig der står herude og banker på’, og her overgav Royal Arena sig for alvor og lukkede Thomas Helmig ind. Helt ind.
– Jeg er ikke så skidehøj. Det har jeg aldrig været. Alligevel ser det ud til, at jeg kan nå de ting, der er på den øverste hylde i aften, sagde Thomas Helmig, der flere gange takkede publikum for en fantastisk aften.

Lak og glimmer
Thomas Helmig, der hverken havde opvarmningsband med eller gæster på scenen til aftenens koncert, har muligvis som en anden teenager haft en tøjkrise inden fredag aftens koncert.
Han kørte i hvert fald tre forskellige sæt – alle naturligvis i lak og/eller glimmer. Hvis nogen kan bære lak og glimmer fra top til tå som 61-årig, så er det Thomas Helmig med de velsmurte hofter. Og den blå brille, ikke at forglemme!
2025 er gået i øvelokalet for Thomas Helmig og hans band. De var i den grad klar til at blive lukket ud på græs. Foto: Per Lange
Sammen med sit band har han været i øvelokalet i et år op til weekendens to koncerter. Bandet svingede og havde en fremragende timing fra start til slut.
Thomas Helmig valgte at slutte aftenen af med en personlig favorit.
– Jeg vil gerne have lov at spille en af mine yndlingssange for jer. Faktisk min yndlingssang, sagde Thomas Helmig og satte punktum med ‘Hvis din far gi’r dig lov’ – Kim Larsens hit fra 1973.
Thomas Helmig sluttede af med sit eget yndlingsnummer. Foto: Per Lange
I morgen gør han det hele igen. Endnu engang for fulde huse.
Skal man opleve Helmig mere i år, bliver det i det jyske eller i september i Malaga.
Det spillede Thomas Helmig

‘Groovy Day”Giv mig din mund”Dybt inde i mit hjerte”Treat Me Right”Dagen efter dagen derpå”Du må aldrig gå fra mig”Sortedam”Sirenesangen”Din røde kjole”Flower Child”Gold Digger”Magala”Midnat i Europa”Det du kan”Det mig der står herude og banker på”Jeg tager imod”Nu hvor du har brændt mig af”She Belongs To Me’ ‘Stupid Man’
‘Hvis din far gi’r dig lov’ – Kim Larsens hit fra 1973.