
Dronning Margrethe kan allerede se frem til den store folkefest, der vil ære den kommende bro, som bliver opkaldt efter hende.
Dronning Margrethe har sagt ja.
Dermed bliver det nu hendes tur til at få opkaldt en bro efter sig.
Dronning Margrethe 2.’s Bro, som bliver den nye Storstrømsbro, bliver Danmarks tredjestørste bro med sin længde på cirka 4 kilometer og 102 meter i højden.
Den er dermed kun overgået af Øresundsbroen og Storebæltsbroen.
Broen forventes at åbne for bil- og stitrafik allerede i midten af marts 2026.
Margrethe er ikke den første
Selvom det er en stor ære, så er dronning Margrethe bestemt ikke den første kongelig, som får opkaldt en bro efter sig.
Gennem tiden har flere medlemmer af den kongelige familie nemlig stået for indvielsen af broer, men også lagt navn til. Senest i 2019 blev Kronprinsesse Marys Bro, der fører over Roskilde Fjord ved Frederikssund, indviet.
Annonce
Tidligere på samme strækning blev Kronprins Frederiks Bro indviet i 1935. Kong Christian 10. indviede broen, som var opkaldt efter sønnen Frederik 9.
Også Dronning Alexandrines Bro, der siden 1943 har forbundet Kalvehave og Møn, samt Kong Frederik IX’s Bro mellem Nykøbing Falster og Sundby, er opkaldt efter den kongelige familie.
Endnu et eksempel findes ved forbindelsen til Als, hvor øen i 1856 blev forbundet med fastlandet via Frederik VII’s Bro, som i 1930 blev afløst af Kong Christian X’s Bro.