
Man kan godt få tanken, at dronning Mary har ladet sig inspirere af den spanske dronning Letizia, når man ser på de to kvinders looks.
Dronning Mary så yderst elegant ud, da hun torsdag deltog i en middag på Kronborg Slot sammen med kong Frederik.
Her havde dronningen iført sig en hvid silkeskjorte og en lang sort nederdel med gyldne knapper langs siden.
Det er ikke første gang, at hun har iført sig dette sæt, men denne gang har hun måske ladet sig inspirere af en anden dronning, da hun skulle udvælge sættet.
Spanske Hola har i hvert fald bidt mærke i, hvor meget det ligner det sæt, som dronning Letizia var iført den 6. januar, da hun deltog i den traditionsrige nytårsparade hos militæret, også kaldet Pascua Militar.
Ved den lejlighed var Letizia også iført hvid silkeskjorte og en lang sort nederdel – akkurat som Mary.