
Fra onsdag til fredag besøger kong Frederik Grønland.
Vinterferien er slut, og kong Frederik er rejst til Grønland oven på den udenrigspolitiske krise, der den seneste tid har udspillet sig mellem Danmark, USA og Grønland.
Her skal han i løbet af tre dage mødes med grønlænderne.
Når kong Frederik er bortrejst, er det kutyme, at en anden fra kongefamilien træder i hans sted. Det er som oftest kronprins Christian, der træder til som regent, idet han er nummer et i tronfølgen. Og hvis han også er bortrejst, træder en rigsforstander til.

Det så vi for eksempel i forbindelse med vinterferien, hvor kongefamilien var bortrejst. Af den kongelige kalender fremgik det, at kronprins Christian var regent, og da han så også rejste på ferie, tog dronning Margrethe over som rigsforstander.
Men i disse dage er der ikke en stedfortræder for kong Frederik, selv om han er rejst langt væk.
Årsagen er, at han er i Grønland. Ligesom Færøerne er Grønland en del af Rigsfællesskabet, og af den årsag er der ikke brug for en stedfortræder, når kong Frederik befinder sig i netop disse to lande.
Foruden dronning Margrethe kan også prins Joachim, prinsesse Benedikte og dronning Mary fungere som rigsforstander i kongens fravær. Kun kronprins Christian får titel som regent, når han passer jobbet for sin far.