
Johan Hansen har gjort god figur i EM-turneringen ind til videre blandt andet på en række straffekast.
Selv er han også ret tilfreds med, hvordan det er gået.
- Jeg synes egentlig, det er gået godt både for holdet og for mit vedkommende. Jeg nyder at spille lidt mere, end jeg måske har gjort de sidste par slutrunder. At få lov til om ikke andet at få en halvleg i angrebet nyder jeg godt af. Det er enormt sjovt. Man vil jo altid gerne bidrage både med minutter, men også med afslutninger. Så er bolden heldigvis gået ind de fleste af gangene. Det er jo dejligt, fortalte han til BILLED-BLADET på søndagens pressemøde.
Der var udsolgt i Jyske Bank Boxen lørdag til Danmarks kamp mod Spanien. Nogle af dem, der var på lægterne, har en særlig plads i Johan Hansens hjerte.
Det var nemlig hans kone Astrid og deres to børn Nora på knap fem og Alfred på halvandet.
- Det er jo skønt, at der er tid til det. Det er ikke altid, der er tid til at få familie på besøg i hvert fald ikke børnene. Det er dejligt, at vi havde en lidt tidligere kamp, som betød at børnene kunne komme og se kampen, fortalte han.
Børnene vil gerne med i hallen og se far spille, men udover det, har særligt hans ældste ikke vist den store interesse for fars sportsgren.
Til gengæld er hun meget fokuseret på én ting, når far går på banen.
- Hun er indtil videre ikke den store boldpige. Jeg synes det, hun bekymrer sig mest om, er, om far kommer til skade eller ej. Hun skal være glad for, jeg er fløjspiller, for det er ikke mig, der er i mest kontakt, griner han og fortsætter:
- Hun vil gerne se det, men det er ikke sådan, hun synes, håndbold er det fedeste i verden. Jeg tror hellere, hun vil gå til dans, ballet og sådan nogle ting. Hun synes, det er sjovt at være i hallen og se mig spille.
Mandag venter der Johan Hansen og de danske håndboldherrer en kamp mod Tyskland, der lige som Danmark har vundet alle deres kampe i mellemrunden.

Danmark mod Tyskland kan ses klokken 20.30 på TV 2, og så er BILLED-BLADET på pletten i Herning, så du kan følge med i vores EM-liveblog.