
I ”Kærlighed hvor kragerne vender” har Marcus to bejlere tilbage i Julie og Helena, men er der én af dem, der er hans favorit?
SPOILER! I denne artikel afsløres det, hvad der sker i ottende afsnit af “Kærlighed hvor kragerne vender”, som allerede nu kan ses på TV 2 Play.
Der er lagt i kakkelovnen til en festlig aften i ”Kærlighed hvor kragerne vender”.
Marcus, Brian, Christian og Samuel har inviteret deres venner til fest, så de kan møde deres kvindelige bejlere.
For Marcus’ vedkommende er det vennerne Kasper og Emil, som han håber, kan lokke informationer ud af pigerne.
- Vi havde snakket om, om de kunne lokke noget ud af dem. Nogle gange er det nemmere for andre at spørge. Ellers var jeg bare glad for at se nogle kendte ansigter, fortæller Marcus til BILLED-BLADET.
Vennefesten begynder lidt hårdt, fordi Marcus dater Helena, som også dater Brian, og hun starter med at sidde ved Brians bord. Derfor er det kun Julie, der er ved Marcus’ bord.
- Jeg var måske lidt presset over, at de andre havde tre piger, og jeg havde kun to, og da vi starter, sidder jeg alene med Julie. Jeg synes ikke, det var det fedeste. Jeg ville ønske, Helena var startet hos mig. Den måde, vi sidder på tre overfor en, var jeg ikke fan af. Jeg ville gerne have siddet ved siden af Julie. Men jeg synes, mine venner tog godt imod dem. De får spurgt om en masse gode ting, fortæller han.
Derfor var det da også rart, da Helena stødte til bordet.
- Det var dejligt, at hun kom over. Jeg tror, det var en lettelse for mig, men måske også for Julie, så hun ikke skulle være skydeskive. Det er megavigtigt for mig, Helena blev taget godt imod. Hun skulle ikke føle, mine kammerater havde valgt hende fra, fortæller han.
Under en snak ved deres bord giver Marcus udtryk for, han ikke vil presse Helena til at tage valget mellem ham og Brian, som hun også dater.
- Jeg synes ikke, man skal presses ud i et valg, man ikke har lyst til. Hun tager den beslutning, hun føler er rigtig, når hun er klar. Det ville være rart for mig, hun tog valget, fordi man er i selvfølgelig i tvivl, men jeg synes ikke, hun skal tage forhastede beslutninger, fortæller han.
I løbet af aftenen hiver Julie ham til side for at tale om, hvordan han har det med kropskontakt.
For Marcus er det et stort dilemma, at han gerne vil være fair over for sine to bejlere.
- Det var rigtig svært for mig både at give komplimenter og kropskontakt, hvornår kan man gøre det ene eller det andet, uden det virker forkert. Det er noget af det, der er svært for mig. Hvis der er noget, jeg ikke vil, er det, at de ikke føler sig valgt til eller set. Så ville nogen måske sige: ”Hvorfor gør du det ikke med alle sammen?” Sådan er jeg ikke som person. Det er vigtigt for mig, det ikke skiller sig alt for meget ud, hvordan jeg opfører mig over for pigerne, fortæller han.
Marcus er glad for de to piger, han har tilbage, men han har ikke en favorit på daværende tidspunkt.
- Jeg synes, de er begge to, er søde. Jeg synes, de har gode kvaliteter begge to. Jeg er sikker på daværende tidspunkt. De ligger meget lige for mig, fortæller han.