Han ville for alt i verden gerne have siddet ved sin fars side, da han gik bort.

I DR-podcasten “Døde forældres klub” fortæller Sebastian Klein, at han lige akkurat kom for sent.

Den folkekære naturformidler havde selvsamme dag besøgt sin far, Jesper Klein, på hospice og rådførte sig med personalet, inden han kørte hjem for at lave mad til sine børn. Dør han i dag? Er det nu?

Det kunne man ikke vide – der kunne gå en uge, lød meldingen.

Han kørte derfor hjem til familien, men var nærmest kun trådt ind ad døren, da han blev ringet op med meldingen: “Det er nu”.

– Jeg kører alt, hvad jeg kan for at komme derud. For at være der. For det betyder noget det der med, at han … Jeg skal være der, når han dør.

Sebastian ringede til sin kusine, som boede ved siden af hospice og fik hende til at køre derover og være hos Jesper.

– Hun ringer til mig undervejs og siger: “Du skal skynde dig, Sebastian. Det er nu. Du skal skynde dig”, og hun græder. Jeg kører alt, hvad jeg kan. Og jeg kommer fem minutter for sent. Og det … det kommer jeg mig aldrig over.

Mange har gennem tiden sagt, at når man ligger på dødslejet er man ikke klar over, om familien sidder hos en, når livet rinder ud.

Men det var ikke kun for hans fars skyld, han gerne ville have været der. For Sebastian er der noget personligt i at være der, når en person af så stor betydning forlader livet.

– Det betød noget for mig, og det vil for altid martre mig. Fordi det ikke kun for hans skyld. Det er i virkeligheden også ens egen skyld, at man vil være der, når han forsvinder, så man får en eller anden ro i sjælen.

Da pressen spurgte, om Jesper døde i familiens skød, kunne Sebastian ikke få sig selv til at fortælle, at han ikke nåede at være der.