
Glæden er stor hos Camilla, Josephine og Feodora af Rosenborg, efter at de mandag aften kunne se dronning Mary bære deres mors diadem ved gallamiddagen på Christiansborg Slot. Søstrene solgte det på auktion i 2018.
Dronning Mary sørgede for aftenens helt store overraskelse, da hun mandag aften ved gallamiddagen i anledning af det vietnamesiske statsbesøg bar funklende safirer i form af et diadem og et armbånd prydet med en stor safir, der har en lang kongelig historie.
Safirerne kom oprindelig ind i det danske kongehus helt tilbage i 1898, hvor den senere dronning Alexandrine fik det i bryllupsgave.
Kong Christian X og dronning Alexandrine gav senere de kostbare smykker videre til deres svigerdatter, prinsesse Caroline-Mathilde af Danmark, i 1933, da hun blev gift på Fredensborg Slot med deres yngste søn, den senere arveprins Knud.
I 1963 forærede arveprins Knud og arveprinsesse Caroline-Mathilde diademet til deres yngste søn, prins Christian.
Men fordi han endnu ikke var gift, beholdt arveprinsesse Caroline-Mathilde brugsretten til diademet nogle år endnu.
I 1971, da prins Christian giftede sig med Anne Dorte Maltoft-Nielsen i Lyngby Kirke, og parret fik titlen grev Christian og grevinde Anne Dorte af Rosenborg, fik den nye grevinde også retten til at bruge sin mands diadem.
Og meget romantisk fik grevinde Anne Dorte i 1997, da hun fyldte 50 år, diademet foræret som gave af sin mand.
Da grevinde Anne Dorte døde i 2014, efterlod hun det kongelige og kejserlige diadem til sine tre døtre, Camilla, Josephine og Feodora af Rosenborg.
Derfor har de tre Rosenborg-søstre ikke vidst, hvad der blev af familiesmykkerne, før nu – otte år efter salget, hvor dronning Mary så pludselig bar dem til gallamiddagen mandag aften.
- Det var en dejlig overraskelse at gense vores mors diadem. Vi er alle tre meget glade for, at det fortsat vil blive brugt. Dronning Mary bærer det meget smukt, og diademet klæder hende, siger Camilla, Josephine og Feodora af Rosenborg til BILLED-BLADET.
Ifølge kongehuset har diademet siden 2024 været en del af Den Kongelige Samling, og siden har dronning Mary været med til at foretage en række ændringer ved smykket.
Også greve Ingolf af Rosenborg har delt rørende ord om, hvordan det er at se familiesmykket i brug igen: