
Det er ikke nogen hemmelighed, at dronning Sonjas helt store passion er kunst, og snart rejser hun til Spanien forbindelse med åbningen af en ny udstilling.
Det sker den 29. oktober, hvor hun tager til Málaga for at åbne udstillingen Munch-Picasso på Museo Picasso Málaga.Det afslører det norske kongehus i en pressemeddelelse.
Udstillingen er kurateret af Paloma Alarcó og sætter Munch og Picasso i dialog med hinanden samt udforsker forbindelser, paralleller og kontraster mellem to af moderne kunsts mest betydningsfulde kunstnere.
Dronningen rejser ikke sydpå helt alene. Hun får selskab af Norges kultur- og ligestillingsminister Lubna Jaffery og Oslos borgmester Anne Lindboe.
Under besøget i Spanien vil 89-årige Sonja også aflægge et visit hos den norske skole i Arroyo de la Miel i Benalmádena. Det sker den 30. oktober.
Selv en aktiv kunstner
Det er langt fra første gang, at dronning Sonja drager udenlands for åbne en Edvard Munch-udstilling. Hun har tidligere blandt andet været forbi både Italien og Storbritannien for at sætte fokus på den berømte norske kunstner, som især blev kendt for “Skriget”.
Den kunstglade dronning har også selv et talent for at skabe kreationer. I mange år har hun både solgt og udstillet sine egne værker. Det skete blandt andet i 2017 på CLAY Keramikmuseum i Middelfart.
Da dronning Sonja og kong Harald i 2023 var på officielt besøg i Danmark, afslørede dronning Margrethe også, at hendes nære veninde flere gange var rejst diskret hertil for at fordybe sig i sin passion.
– (…) og Sonja, du har især i de senere år ganske diskret tilbragt adskillige dage i Danmark, hvor du har fordybet dig i din kunst. Du har skabt fine kunsttryk og du har udviklet dine evner inden for keramikken, som jeg i høj grad beundrer. Gid du må have glæde af det mange år endnu, lød ordene fra dronning Margrethe.