Mandag blev årets julemærke afsløret, og det fandt traditionen tro sted i Festsalen på Københavns Rådhus.Årets julemærke har fået titlen ”De bedste gaver kan ikke pakkes ind” med motiver, der har børnene i centrum og viser værdien af dét fællesskab, der opstår på et julemærkehjem. Kunstneren bag er Martin Jørgensen.Dronning Mary er protektor for julemærkehjemmene, og det plejer at være hende, der er med, når årets julemærke bliver afsløret – men det var på forhånd meldt ud, at dronningen ikke havde mulighed for at deltage i år.I stedet var et par af kongefamiliens nære familiemedlemmer helt i front. Med til begivenheden var nemlig greve Ingolf og grevinde Sussie, der fik plads ved hovedbordet lige foran scenen.Greveparret plejer også at deltage ved afsløringen af julemærket, da de begge gennem mange år har været protektorer for julemærkemarchen – en forening af frivillige ildsjæle, som i over 40 år har arbejdet for at indsamle midler til støtte for julemærkehjemmene.
I 2012 blev grevinde Sussie også en af julemærkehjemmenes første ambassadører.
