
Set forfra er rosenstensdiademet, som dronning Mary var med til at kreere i 2024, et smukt syn af funklende diamanter, men bagsiden gemmer også på nogle fascinerende detaljer.
Efter hun blev dronning i 2024, har dronning Mary haft ret til at bære de danske kronjuveler.
Hun har også sat sit eget præg på de historiske smykker, hvilket især rosenstenssættet illustrerer.
I 2024 blev et kort diamantbælte, en såkaldt gürtel, fra sættet forvandlet, så det også kunne monteres som et diadem.

Her ses dronning Mary med diademet i forbindelse med statsbesøg fra Egypten i december 2024.
Foto: Hanne Juul
På Facebook har Rosenborg Slot, hvor kronjuvelerne til daglig udstilles, for nylig delt nogle nye billeder af diademets bagside, som afslører nogle interessante detaljer.
– Bagsiden af indfatningerne, som stenene sidder i, er også noget helt for sig. Prøv lige at se nogle smukke detaljer, som man jo faktisk ellers aldrig ser, skriver Rosenborg Slot til billederne, hvor vi ikke ser bagsiden af medaljen, men diademet.
De smukke indgraveringer og ciseleringer på bagsiden af indfatningerne viser blandt andet, at hver sten er nummereret, således at det er nemmere at montere dem i den korrekte rækkefølge.