
Lørdag strømmede kongelige og adelige til Kværndrup Kirke og Egeskov Slot, hvor grev Michaels ældste søn blev gift.
Der var fornem, fynsk kærlighedsfest, da Cecilie og Gregers Ahlefeldt-Laurvig-Bille lørdag blev gift.
Blandt de prominente gæster var blandt andet kong Frederik, der er gudfar til gommen, og dronning Mary, og med var også grev Nikolai og hans kæreste Benedikte Thoustrup, der begge kender Gregers fra gymnasietiden.
Dagen derpå deler grev Nikolai en række pletskud fra Egeskov-brylluppet, og blandt dem finder man en række billeder fra festen på Egeskov Slot, hvor pressen ikke var med.
Prins Joachims ældste søn deler blandt andet et billede, hvor han står sammen med den glædestrålende gom, og til sidst i billedkarrusellen ser vi den overdådige bryllupskage i seks lag dekoreret med marcipan og blomster.
– Sikke en dag, skriver han til de mange billeder fra Egeskov-brylluppet.