
Den hestesportsinteresserede dronning Mary er i disse dage i Aachen, Tyskland, hvor VM i dressur afholdes.
Dronning Mary nyder for tiden sensommeren i den tyske by Aachen, hvor et væld af hestesportsentusiaster er samlet til VM i dressur.
Mary er i godt selskab med veninderne Helle Krasnik Trolle og Malou Skeel, og da trioen fredag heppede på Cathrine Laudrup-Dufour, der sikrede sig en flot sølvmedalje, kunne man på billeder af dem se detaljer af, hvad der står på ihvertfald to af deres særlige adgangskort.
Her fremgår det, at navnet på indehaveren står på to linjer, med fornavn øverst og efternavn nederst.
Således står der på veninden Helle Krasnik Trolles kort “Helle Jeanette” på fornavnslinjen og “Krasnik” med fede typer på efternavnslinjen.
Men kongelige har jo ikke som sådan nogen efternavne, så hvad gør man lige med Mary?
Jo, et nærmere kig viser, at hun såmænd betegnes “Mary” på fornavnslinjen og “Queen of Denmark” på efternavnslinjen.