En særlig måde at bære sit brudeslør på vinder ifølge et modemagasin indpas, og dronning Ingrid bar faktisk sløret på netop den måde, da hun i 1935 blev gift.
Som brud er der mange ting, man skal tage stilling til: Hvordan skal kjolen se ud, hvilke sko skal man have på, og hvordan skal sløret sidde?
Ifølge modemagasinet Vogue er flere brude på det seneste faldet for en helt bestemt måde at sætte brudesløret på.

Trenden hedder ifølge magasinet “Juliet cap veil” og er opkaldt efter den tragiske heltinde i William Shakespeares tragedie om Romeo og Julie.
Bæres brudesløret a la Juliet betyder det, at sløret sættes som en lille hætte eller kappe over hovedet.

Det mest markante eksempel fra nyere tid er fra Kate Moss’ bryllup tilbage i 2011, hvor hun blev gift med Jamie Hince.
Her bar supermodellen et “Juliet cap veil”, hvilket fuldendte hendes brudelook i vintagestil.

Dronning Mary, der blev kronprinsesse, da hun blev gift med daværende kronprins Frederik, bar sløret på en anden måde til sit bryllup i 2004.
Dronning Margrethe bar det samme slør på lignende facon, da hun blev gift i 1967.