
Er der et par medaljer, som Viktor Axelsen er glad for i sin store samling, så er det hans to OL-guldmedaljer. Også Viktors fans er glade for at se medaljerne i ny og næ.
Den store danske badmintonstjerne Viktor Axelsen har lagt ketsjeren på hylden, men han er stadig et stort navn i Asien.
BILLED-BLADET har et sommertilbud til dig!
Viktor har netop besøgt Shanghai i Kina, hvor han var på arbejde for sin sponsor Yonex samt HSBC.
I Shanghai mødte Axelsen en masse kinesiske fans, og han stillede op til fotografering med mange af dem.
Dronning Margrethe ankommer til Møllerup Gods
De glade fans i alle aldre ville både have autografer og have taget et helt specielt billede.
Viktor Axelsen havde således til fan-arrangementet med den specielle fotomulighed taget sine to olympiske guldmedaljer fra Tokyo- og Paris-legene med.
Han poserede til billeder, hvor han selv stod med den ene OL-guldmedalje, mens hans fans fik lov til at holde den anden guldmedalje.
I en story på Viktors ultrapopulære Instagramprofil med over 1,2 millioner følgere kan man se, at en af fansene efter den seje fotosession takker og begynder at gå væk fra Viktor, men den kinesiske fan glemmer i første omgang at give OL-guldmedaljen retur til Axelsen.
Efter et par skridt væk fra Viktor opdager den venlige fan dog den lille fejltagelse og leverer smilende medaljen retur.
At netop dette kan ske, ved BILLED-BLADETs reporter bag denne artikel – altså mig Ulrik Ulriksen – alt om.
Jeg lavede således det samme stunt ved OL i Paris i 2024, da Viktor stillede op til et billede sammen med mig, og jeg fik lov til at tage hans guldmedalje om halsen.
Efter pletskuddet var i kassen, sagde jeg pænt farvel og begyndte at gå mod udgangen i OL-landsbyen – med Axelsens guldmedalje om halsen.
Den tunge medalje gjorde klirrende opmærksom på sig selv, efter jeg havde taget et par skridt, og så vendte jeg mig om og sagde “tak for lån” til en smilende Viktor Axelsen.
Netop i denne tid har Viktor Axelsen travlt med at rejse rundt og repræsentere Yonex og pleje sin enorme fanbase i Asien, men meget snart venter en ferie, hvilket Axelsen på sin Instagramprofil fortæller, at han ser frem til.