
Sommeren er over os, og for dronning Margrethes vedkommende bliver den brugt på havet.
Undervejs har dronningen gjort stop.
Det meddeler kongehuset i et opslag på Instagram, der røber, at hun har besøgt Nyborg Slot på Fyn.
Besøget på slottet fremgik ikke af den kongelige kalender og understreger dermed, at der er tale om et privat besøg.
Kongehuset har dog afsløret en række detaljer fra dronning Margrethes besøg.

For dronningen blev nemlig orienteret om restaureringen af Kongefløjen og de tre historiske rum kaldet Magtens Sale på Nyborg Slot.
Rummene kommer til at danne rammen for en række udstillinger, der skal formidle centrale begivenheder i Danmarkshistorien.
Under besøget fik dronningen også mulighed for at overvære noget, som med garanti har vakt hendes nysgerrighed.
Hun så også de igangværende arkæologiske udgravninger på Slotsholmen, og hun fik endda præsenteret de seneste undersøgelser og fund.
Dronning Margrethe fulgte i perioden 1960-1961 studier i arkæologi ved University of Cambridge i England, og der er ingen tvivl om, hendes forkærlighed for netop den videnskab er kæmpestor.
Dronning Margrethe har været protektor for Nyborg Slot siden 2016.