
Selvom kong Frederik er et år ældre end sin bror, prins Joachim, kunne de to trække studenterhuen over hovedet den samme dag.
I morges delte kong Frederik et skønt billede fra den kongelige mindebog, fra da han og prins Joachim blev studenter for præcis 40 år siden i dag.
På billedet ses de to brødre med store smil på læberne og studenterhue på hovedet.
Men én ting kan dog vække undren ved det mindeværdige øjeblik.
For som bekendt er kong Frederik jo et år ældre end sin bror, så hvordan kan det være, at de to brødre blev studenter samme år?
Det skyldes slet og ret, at de to indledte deres skolegang samtidig tilbage i 1974, selvom Joachim var et år yngre end Frederik. Dermed har de kunnet følge hinanden side om side hele deres skolegang, frem til de blev studenter i 1986.
Både Frederik og Joachim var oppe i dansk mundtligt i deres afsluttende eksamen på Øregård Gymnasium. Her fik den daværende kronprins et 9-tal på den gamle skala, mens Joachim fik et 11-tal.
Inden længe danner Øregård Gymnasium igen rammen om en kongelig studenterfejring, da prinsesse Isabella bliver student fra gymnasiet senere på måneden.