
Politiske eksperter spår, at en regeringsdannelse er på trapperne. Og det kan få store konsekvenser for kongeparrets sommertogt.
Mandag, tirsdag og torsdag besøger kong Frederik og dronning Mary tre danske byer i forbindelse med deres længe planlagte sommertogt.
Dannebrogstogtet indledtes i dag i Odense Kommune, hvorefter turen går til Norddjurs Kommune. Torsdag afslutter kongeparret sommertogtet med at besøge Holbæk Kommune.
Men måske tvinges kong Frederik til at lave om i sine planer. Flere politiske eksperter, bl.a. TV 2s Ask Rostrup, mener, at en regering muligvis er på trapperne. Dermed kan 10 uger uden en siddende regering snart være fortid.
Hvis det skulle ske, så skal kong Frederik i aktion, for monarken har nemlig en formel rolle i regeringsdannelsen.
Ifølge BILLED-BLADETs kongehusekspert Marianne Singer så er der flere mulige scenarier, hvis Mette Frederiksen får samlet alle enderne i dag eller senere på ugen.
- Det er faktisk kongen, der bestemmer, hvordan det skal foregå, når regeringsgrundlaget er på plads. Der er ikke nogen præcise regler i forhold til hvor og hvornår, siger hun med henvisning til tidligere valg.
I 2015 orienterede Lars Løkke Rasmussen dronningen om, at der under hans ledelse ville kunne dannes en regering bestående af repræsentanter for partiet Venstre. Først et døgn senere modtog dronningen den nye regering i Christian VII’s Palæ, Amalienborg og derefter den fratrædende regering.
Fakta
I 2022 gik der to døgn, før Mette Frederiksen præsenterede sin nye regering for dronning Margrethe på Amalienborg.
- Hvis der bliver dannet en regering i dag, så kunne et scenarie være, at den fungerende statsminister rejser til Odense for at orientere kongen, hvorefter han vil opfordre fungerende statsminister Mette Frederiksen til at danne en sådan regering.
Det vil være noget, man ikke har set før.
Det er selvfølgelig også en helt unik situation, da et sommertogt har krævet meget planlægning – der er mange mennesker involveret, og danskerne glæder sig til at få besøg af kongeparret. Det vil godt nok være synd at skulle aflyse sommertogtet på grund af regeringsdannelsen, konstaterer Marianne Singer.
Hun kan dog også sagtens forestille sig, at Mette Frederiksen i stedet orienterer kong Frederik over telefonen. Det var ligeledes tilfældet, da kongerunde III var en realitet.
- Så vil vi se, at kongehuset skriver et punkt i kalenderen. Her oplyser de, at den kongelige undersøger har orienteret om regeringen over telefon. Det vil dermed ikke forstyrre sommertogtet.
I begge tilfælde vil kong Frederik kunne modtage den nye regering på Amalienborg på onsdag, hvor der er planlagt en dag på havet – og dermed ingen officielle programpunkter for kongeparret.
- Man kan kun håbe på, at der vil blive taget hensyn til sommertogtet fra den kongelige undersøgers side. Vi har dog set, at kongehuset er blevet nødt til at aflyse længe planlagte begivenheder på grund af det politiske landskab. Da der blev udskrevet valg i februar, indstillede statsministeriet til en aflysning af hofballet, fordi det blev fundet mest korrekt ikke at afvikle det planlagte aftenselskab for regeringen, Folketinget og Europa-Parlamentets danske medlemmer.
Det er dermed ikke en selvfølge, at der tages hensyn til kongeparrets officielle aktiviteter, lyder det fra den royale ekspert.
- En tredje mulighed kan være, at den fungerende statsminister kommer på Amalienborg på onsdag og orienterer kongen om regeringen. I så fald kan præsentationen af den nye regering programsættes til fredag. Det er dog grundlovsdag, og det betyder, at der skal tilkaldes en række embedsmænd på en fridag.
- Et sidste scenarie kan være, at kong Frederik passer sin forpligtelse i København, og dronning Mary varetager programpunkterne under sommertogtet på egen hånd, selv om jeg ikke er i tvivl om, at det har højeste prioritet for dem begge at deltage.