
Fungerende statsminister Mette Frederiksen reagerer nu på, at dronning Margrethe torsdag er blevet indlagt på Rigshospitalet.
Torsdag eftermiddag har kongehuset oplyst, at Margrethe er blevet indlagt på Rigshospitalet.
Årsagen er hjertekramper, og hun vil være indlagt hen over weekenden til observation og yderligere undersøgelser.
Den 86-årige dronnings indlæggelse har ryddet forsiderne hos de danske medier her på Kr. Himmelfartsdag, og nu reagerer fungerende statsminister Mette Frederiksen på dronning Margrethes indlæggelse:
– Det berører mig dybt, at Hendes Majestæt Dronning Margrethe er blevet indlagt. Jeg ønsker Dronning Margrethe en hurtig bedring og sender mine varmeste tanker til hele den kongelige familie, skriver hun på det sociale medie X.
Også Venstres formand og kongelig undersøger Troels Lund Poulsen har reageret på dronningens indlæggelse:
– Jeg har netop modtaget nyheden om, at H.M. Dronning Margrethe er blevet indlagt. Dronning Margrethe har i årtier været en fantastisk repræsentant for Danmark, og jeg ønsker Hendes Majestæt en god bedring og sender mine varmeste tanker til hele den kongelige familie, skriver han på X.
Kongehuset har oplyst, at de vil melde yderlige ud, når der er nyt.