
Dronning Mary blev taget imod af tvillingerne Alma og Ellen på d’Angleterre.
Siden 2005 har dronning Mary været protektor for Hjerteforeningen, og derfor var hun naturligvis også med, da foreningens årlige prisoverrækkelse fandt sted torsdag eftermiddag på hotel d’Angleterre.
Sidste år skulle dronningen også have deltaget, men på grund af sygdom måtte hun desværre melde fra.
I år var hun tilbage, og hun blev budt velkommen af Alma og Ellen på ni år, der var blomsterpiger.
Egentlig skulle de have mødt dronningen ved samme arrangement sidste år, men på grund af sygdom glippede den chance. I år havde tvillingesøstrene fået comeback som blomsterpiger – og denne gang blev de foreviget med dronning Mary.
